Hvad er Hyper og Hypoparathyroidisme?
Hyperparathyroidisme (for højt)
Hyperparathyroidisme (hyperpara) viser sig ved et overskud af parathyroidhormon (PTH) i blodbanen, på grund af overaktivitet af en eller flere af kroppens fire biskjoldbruskkirtler. Disse kirtler er på størrelse med et riskorn og er placeret bagerst på skjoldbruskkirtlen.
Biskjoldbruskkirtlerne producerer parathyroidea-hormon, som bidrager til at opretholde en passende balance af calcium i blodbanen og i vævet, der er afhængigt af calcium for at være velfungerende. Der eksisterer to typer af hyperpara.
- Primær hyperpara, er en udvidelse af en eller flere af biskjoldbruskkirtlerne, som medfører overproduktion af hormonet, hvilket resulterer i høje niveauer af calcium i blodet (hypercalcæmi), som kan forårsage en række sundhedsproblemer. Kirurgi er den mest almindelige behandling for primær hyperpara.
- Sekundær hyperpara opstår som følge af en anden sygdom, som oprindeligt forårsager lavt indhold af calcium i kroppen, og over tid kan øget parathyreoideahormon-koncentration forekomme.
Symptomer
Hyperpara diagnosticeres ofte før tegn eller symptomer på, at sygdommen er tydelig. Når symptomerne opstår, er de et resultat af skade eller dysfunktion i andre organer eller væv på grund af høje niveauer af calcium i blodet og urin eller for lidt calcium i knoglerne. Symptomerne kan være så milde og uspecifikke, at de ikke synes at være relateret til biskjoldbruskkirtel-funktionen, eller de kan være alvorlige.
Rækken af tegn og symptomer omfatter:
- Skrøbelige knogler, der let brækker (osteoporose)
- Nyresten
- Overdreven vandladning
- Mavesmerter
- Lettere træthed eller svaghed
- Depression og glemsomhed
- Knogle-og ledsmerter
- Hyppige klager over sygdom uden åbenbar årsag
- Kvalme, opkastning eller tab af appetit
Hvornår skal du gå til lægen
Gå til din læge, hvis du har tegn eller symptomer på hyperpara. Disse symptomer kan være forårsaget af en række andre lidelser, herunder nogle med alvorlige komplikationer. Det er vigtigt at få en hurtig, præcis diagnose og passende behandling.
Primær hyperparathyroidisme
Primær hyperparathyroidisme opstår på grund af et problem med en eller flere af de fire biskjoldbruskkirtler:
- En noncancerous vækst (adenom) på en kirtel er den mest almindelige årsag
- Udvidelsen (hyperplasi) af to eller flere af biskjoldbruskkirtlerne tegner sig for de fleste andre tilfælde
- En kræft (malign) tumor er en sjælden årsag til primær hyperparathyreoidisme
- Primær hyperparathyroidisme opstår normalt tilfældigt, men nogle mennesker arver et gen, der forårsager sygdommen
Sekundær hyperparathyroidisme
Sekundær hyperparathyroidisme er et resultatet af en anden tilstand, der sænker calciumniveauer. Derfor er dine biskjoldbruskkirtler overanstrengte for at kompensere for tabet af calcium. Faktorer, der kan bidrage til sekundær hyperparathyroidisme, omfatter:
- Svær calciummangel. Din krop kan ikke få nok calcium fra din kost, ofte fordi dit fordøjelsessystem ikke absorberer calcium
- Alvorlig D vitaminmangel. D-vitamin bidrager til at opretholde passende niveauer af calcium i blodet, og det hjælper dit fordøjelsessystem til at absorbere calcium fra din mad. Din krop producerer D vitamin, når huden udsættes for sollys, og du indtager D vitamin i fødevarer.
Hvis du ikke får nok D-vitamin, så kan dit calcium niveau falde
- Kronisk nyresvigt. Dine nyrer omdanner D vitamin til en form, som kroppen kan bruge. Hvis dine nyrer fungerer dårligt, kan brugbar D vitamin falde, og calcium niveauer kan også falde
- Kronisk nyresvigt er den hyppigste årsag til sekundær hyperpara
Du kan have en øget risiko for primær hyperpara, hvis du:
- Har haft langvarig, svær calcium eller vitamin D mangel
- Har en sjælden, arvelig sygdom, såsom multipel endokrin neoplasi, som normalt påvirker flere kirtler
- Har fået strålebehandling for kræft, der har udsat din hals for stråling
- Har taget lithium, et stof der oftest anvendes til behandling af bipolar lidelse
Hvilken behandling kan anvendes
Det vigtigste vil være at prøve at gøre calciumniveauet i blodet normalt. Hvis du har en mild form uden symptomer, vil “egenbehandling” være det, man først vælger.
Det består i øget fysisk aktivitet, rigeligt at drikke og at undgå mad/kosttilskud, som indeholder ekstra calcium. Ud over dette vil regelmæssige kontroller være vigtige for at følge tilstanden. Mange af de, som er uden symptomer, vil aldrig mærke noget, og lægen starter ikke behandling før symptomerne eventuelt melder sig.
For personer med symptomgivende eller svær hyperparathyreoidisme kan medicinsk behandling være en mulighed, men kirurgi er da oftest den foretrukne behandling. Da årsagen til sygdommen oftest er en lille godartet svulst hos mere end 90 % af patienterne med primær hyperparathyreoidisme, vil operation med fjernelse af svulsten kunne normalisere tilstanden.
Operation anbefales til patienter med symptomer, nyresten eller stensygdom, reduceret nyrefunktion, eller knogleskørhed som følge af hyperpara. Operation kan også være aktuelt for patienter uden symptomer, hvis calciumværdierne i blodet er høje og calciumudskillelsen i urinen er høj, ved reduceret knogletæthed, ung alder (under 50-60 år), eller i tilfælde hvor det er vanskeligt med medicinsk opfølgning. I de senere år er man flere steder begyndt at udføre indgrebet ved hjælp af kikkertkirurgi. Indgrebet kan da udføres i lokalbedøvelse, det tager kort tid og kan ofte udføres som dagkirurgi. Det giver ikke flere komplikationer end traditionel kirurgi, arret bliver mindre, og resultaterne er lige så gode.
Uddrag fra
Sundhed.dk
Udgivet 15.08.2014
Opdateret 19.01.2017
Medicin
Calcimimetika er et stof, der efterligner calcium i blodet. Dette stof kan narre biskjoldbruskkirtlerne til at frigive mindre parathyreoideahormon. Det sælges som cinacalcet (Sensipar), som også bruges til behandling ved hyperpara forårsaget af kronisk nyresygdom eller biskjoldbruskkirtelkræft. Nogle læger kan ordinere det til at behandle primær hyperpara, især hvis operation ikke er lykkedes, eller man ikke er egnet til operation. De hyppigst rapporterede bivirkninger af cinacalcet er led og muskelsmerter, diarré, kvalme og luftvejsinfektion.
Hormonbehandling
For kvinder, der har været igennem overgangsalderen og har tegn på osteoporose, kan hormonbehandling hjælpe knoglerne til at bevare calcium. Denne behandling løser ikke de underliggende problemer med biskjoldbruskkirtlerne. Langvarig brug af hormonbehandling kan øge risikoen for blodpropper og brystkræft. Almindelige bivirkninger af hormonbehandling omfatter brystsmerter og ømhed, svimmelhed og hovedpine.
Bisfosfonater kan også forhindre tab af calcium fra knoglerne og kan mindske osteoporose forårsaget af hyperpara. Nogle bivirkninger forbundet med bisfosfonater omfatter lavt blodtryk, feber og opkast.
Kilde:
Mayo Clinic
Uddrag, frit oversat af Anett Kromann
Udgivet 15.08.2014
Opdateret 19.01.2017
Hypoparathyreodisme (for lavt)
Hypoparathyreoidisme (hypoPARA) er en sjælden sygdom, som opstår, når der er utilstrækkelig produktion af parathyreoidea (bi-skjoldbruskkirtel PTH) hormon. Den er som regel opstået som en komplikation efter en operation på thyreoidea (skjoldbruskkirtlen). Nogle få er anparathyreoide, hvilket betyder, at der er total mangel på hormonet. Sygdommen kan også være genetisk eller tilknyttet andre sygdomme. Det, at have en sjælden sygdom, medfører ofte en følelse af at være isoleret. Det- at finde information, som kan hjælpe patient og læge til at komme frem til rette behandling, kan ofte være meget krævende.Sygdommen kan også opstå som en følgetilstand ved en anden sygdom, her nævnes:
- DiGeorge syndrom – DiGeorge syndrom forsages af mangel af kromosommateriale på kromosom 22’s lange arm (22Q11). I Sverige kaldes sygdommen CATCH22. Et af symptomerne ved sygdommen er en mangelfuld udviklet biskjoldbruskkirtel
- Autoimmunt polyendoktrint syndrom – Også kaldet APS-1 eller APECED.Sygdommen er en recessiv arvelig lidelse som typisk debuterer i barndommen. Årsagen er mutationer af det såkaldte AIRE gen. De tre hovedkomponenter ved sygdommen er hypoparathyreoidisme, binyrebarksvigt og gonadesvigt. Albrights osteodystrofi – er typisk en tilfældig genetisk sygdom. Mennesker med denne sygdom har typisk pseudo hypoparathyreoidisme, primær hypoparathyreoidisme, ideopatisk hypoparathyreoidisme. Nogle mennesker er født uden nok parathyreoideavæv. Dette kan være arveligt eller tilfældigt. Arvelig ideopatisk hypoparathyreoidisme kan være arvet som en kønsbundet recessiv, autosomal recessiv eller autosomal dominant lidelse.
Dette er en arvelig sygdom, som er karakteriseret ved dårlig respons på parathyreoideahormonet, selv om hormonet findes i normal mængde. Latrogen hypoparathyreoidisme (resultat af kirurgi) kan opstå når kirtlerne bliver skadet under en operation på skjoldbruskkirtlen. Kirtlerne er da enten blevet fjernet sammen med thyroideavæv, eller blodforsyningen til kirtlerne er blevet ødelagt. Risikoen for at få sygdommen er meget mindre hos en dygtig kirurg, som har udført mange operationer af den type. Lidelsen kan også opstå efter, at kirtlerne må fjernes pga. kræft.
Det er alligevel altid en lille risiko at tage (1%), alt efter hvor kirtlerne er placeret, hvor meget skjoldbruskkirtelvæv som skal fjernes og operationens vanskelighedsgrad. Kirugen bør efter bedste evne forsøge at bevare samtlige biskjoldbruskkirtler. Nogle patienter får midlertidig hypoparathyreoidisme efter operationen. Nogle sygehuse er påpasselige med at autotransplantere kirtlerne under operationen. Dette vil sige, at føre kirtlerne, som er taget ud eller har ophævet cirkulationen, tilbage, typisk til halsmusklen. På nogle sygehuse fortages der også scintigrafi før operationen, så kirurgen ved nøjagtigt, hvor biskjoldbruskkirtlerne er placeret hos det enkelte individ. I tillæg kan PTH måles både før og under operationen. Sygdommen kan også opstå efter parathyreoideakirurgi.
Dette er mere sjældent, da blodforsyningen til de tilbageblevne kirtler normalt er intakt, når ikke der fjernes thyroideavæv. Nogle patienter udvikler hypoparathyreoidisme (nedsat produktion af parathyreoideahormon), mens andre er anparathyreoide (ingen produktion af hormonet).
Komplikationer
Ubehandlet kan sygdommen være farlig for specielt hjertet og nyrerne. Det kan over tid udvikle sig til forkalkninger. Hvis nyrerne bliver skadet af for meget kalk, kaldes det nefrocalcinose. Der kan også udvikles nyresten. Hud, tænder, hår og negle kan også blive påvirket. Lavt og højt calciumniveau er knyttet til følelserne, og mange patienter bliver derfor ængstelige og deprimerede eller omtågede og glemsomme. Slaphed og muskelsvaghed er almindeligt.
Symptomer
For lavt calcium i blodet kendetegnes ofte af;
- Prikken og følelsesløshed i ansigt, arme og ben
- Svimmelhed
- Smerter og svaghed i musklerne
- Hævede og smertefulde fødder
- Irritabilitet
- Slaphed
- Stort søvnbehov
- Følsomhed for lyde og rysten (tremor)
- Tristhed
- Vemodighed
For højt calcium niveau (ved over medicinering) vil kunne give symptomer som;
- Hovedpine
- Kvalme
- Smerter i arme og ben
- Svimmelhed
- Følelsen af at være forgiftet og hyppig vandladning
- Man får ofte følelsen af “at skulle blive gal”
Behandling
Hypoparathyreoidisme var en livstruende sygdom, som tidligere forårsagede hypokalcæmisk tetanus, slagtilfælde og død, før behandlingen med D vitamin blev indført tilbage i 1930’erne. Behandlingen er ikke uden risiko. Er fosfatniveauet og calciumniveauet for højt kan det skille sig ud i ulige væv. Mangel på hormonet PTH medfører også en for stor kalkudskillelse i urinen, og det er vigtigt at patienten kigger nærmere på den nedre grænse af normalområdet for calcium. Der er også delte meninger om hvor meget kalktilskud, der bør gives.
Kilde:
Med tilladelse, uddrag fra
http://hypopara.dk/
Udgivet 15.08.2014
Opdateret 19.01.2017
