Anonym 1


Y’s beretning 2013

Mine problemer startede omkring sommeren år 2000.

 

Jeg er selvstændig frisør og underviste i Ponygames på det tidspunkt, havde 3 børn, hvor af den ene var født med alvorlige misdannelser i urinvejene, det tog meget af den fritid jeg havde tilbage af min dagligdag, at jeg undersøgte behandlingsmuligheder osv, da det var en yderst sjælden misdannelse. En mand på Nordsøen, og fire heste, så alene med det hele og stresset JA. Skriver dette fordi jeg tror at stress er årsagen til at jeg blev syg /måske eller også blev jeg syg af at være stresset?Det startede med at jeg stod i en ridehal og tænkte, hvor har jeg da ondt i mine ben, jeg kunne næsten ikke stå op, måtte sætte mig på barrieren og undervise, jeg lod en måned gå med at have ondt inden jeg henvendte mig til min daværende læge K.L. som sagde; DU ER STRESSET…..gå hjem og slap af ….nå, jeg troede på ham og gik hjem og stoppede med at undervise, selv om jeg syntes at det var mærkeligt at jeg kunne have så ondt i benene af at være stresset.

 

Men livet forsatte og jeg skal love for at tingene tog til, jeg fik voldsomme smerter i nakken, en morgen kunne jeg ikke flytte mit hoved og jeg måtte kalde på min mand for at han skulle hive mig op for jeg skulle kaste op, jeg var ved at blive kvalt … tog til lægen som sendte mig til en nakke scanning men jeg fejlede stadig ikke noget, fik alvorlige problemer med ryggen, tilbage til en ny scanning, men stadig ingen resultat, mine knæ blev scannet men ingenting og jeg tabte mig meget … selv om der ikke var noget at tabe mig af, mine øjenbryn var næsten væk, og mit hår var blevet tyndt, jeg spiste døgnet rundt selv kl. 2 og 4 om natten for bare at holde lidt sul på kroppen og jeg blødte konstant, jeg havde det hele tiden som om jeg havde løbet et Maraton, min krop gjorde i hvert tilfælde. Jeg græd, mit liv var elendigt, jeg havde jo stadig alt det i mit liv som jeg skulle tage mig af, min søn blev opereret i London hvilket var meget hårdt og tog lang tid, mine teenage piger havde det også svært, de manglede mig og i alt det her havde de heller ikke deres far, og ingen vidste jeg var syg KUN stresset.

 

Tror jeg på et tidspunkt næsten troede jeg skulle dø, min puls lå konstant på 130 og jeg glemte alt, kunne ikke finde mit tøj, når jeg ville have noget bestemt på, selv hvad vej jeg skulle køre på arbejdeet, skulle engang til Århus på hospitalet med min søn, men endte smæk forvirret i Herning for jeg kunne ikke huske vejen, nogen gange måtte jeg stoppe, og køre ind til siden og ligge mig med min telefon i hånden, for mit hjerte gjorde så ondt og slog så mange slag at jeg troede at jeg skulle dø nu ….min kiropraktor opgav, turde ikke behandle mig mere for min balance var efterhånden blevet så dårlig, at han kontaktede min læge og sagde at han ville have scannet mit hoved, men det ville min læge selvfølgelig ikke, Jeg skulle jo bare slappe lidt af ….flere gange de år endte jeg på skadestuen.

 

Ja, mærkeligt at jeg ikke skiftede læge, men det gjorde jeg først i 2008 da han i 3 uger valgte at ignorere at min søn havde sprunget sin blindtarm og måtte indlægges akut med betændelse i hele bughulen …for han havde jo bare en mave infektion, det kunne han ikke blive ved at spilde tid på og det tidspunkt var der gået 8 år. Jeg gik nogen gange på arbejde med tapede led, nakke og ryg, og men var stadig ikke sygemeldt.Sådan gik det at jeg nu sad ved min nye læge xxx træt, slidt, modløs, syg, men da jeg havde vejrtrækningsbesvær og problemer med hjertet, sendte han mig til en lunge specialist i Århus, jeg skal lige sige at det kan jeg godt forstå han gjorde, da mine lunger 20 år tidligere havde været klappet sammen 4 gange, så han var bekymret for mine lunger, men op til specialisten i Århus, som inden for 5 min .fandt ud af at jeg havde forhøjet stofskifte og struma, tilbage til egen læge hvor jeg straks kom i Thycopzol behandling, stille og roligt vendte mit liv tilbage, men desværre var mit stofskifte så ringe at de ikke kunne styre det, jeg blev sendt videre til xxxsygehus, hvor jeg spurgte om jeg kunne blive opereret, men det kunne ikke komme på tale, jeg skulle have jodbehandling, det var jeg ked af, men endokrinologen var ikke til at rokke og jeg måtte tie og samtykke, men som jeg havde på fornemmelsen virkede det ikke på mig, jeg røg tilbage hvor jeg startede og mit stofskifte gik helt amok igen håret faldt nærmest af osv…..tilbage til endo, nu ville han operere mig, og de fjernede halvdelen af min kirtel , efter operation, fik jeg en virus på balancenerven, det eneste tidspunkt jeg var sygemeldt i hele forløbet fordi jeg ikke kunne stå op ……Så gik det jo fint… i 4 måneder, så var mit stofskifte for lavt (symptomer vil jeg ikke kede jer med for dem kender i næsten alle sammen.

 

Op til endokrinolog, og på Eltroxin, og hold da op hvor blev jeg syg, min ældste datter som påtog sig et stort ansvar ind i dette, måtte komme fra Odense og passe mig, så dem smed jeg i skraldespanden, tror at hvis jeg skulle forsætte med dem, så kunne jeg lige så godt tage livet af mig selv (det var virkelig den følelse jeg havde), nå op på hesten igen , fik Euthyrox hvilket var betydeligt bedre, følte da at jeg kunne begynde at se frem ad, problemet var bare at jeg ikke kunne komme over 50mg, så fik jeg de samme bivirkninger som på Eltroxinen.

 

Så i 2012 fandt jeg jer herinde, den bedste dag i alle de år jeg havde været syg pludselig var der nogen som mig, nogen der forstod …:-)en helt ny verden åbnede sig, for der var jo andre muligheder … glad op til endokrinologen igen og spørge efter Thyriod! men nej det kunne ikke lade sig gøre, han ville da ikke fylde mig med GRIS… puha det kunne jeg næsten ikke klare, ville ikke tilbage til et liv som tidligere.Så kørte jeg hjem printede alt ud vedrørende Thyriod velforberedt tog jeg til min egen læge, han blev lidt nervøs, da han ikke kendte det og ikke kunne hjælpe mig med medicinering, men jeg sagde bare rolig xxx jeg tager selv det fulde ansvar og jeg har nogle meget erfarne mennesker i en støtte gruppe som hjælper mig og så fik jeg recepten .Endokrinologen sagde da jeg, var der sidst at, jeg kunne få min behandling der hvor jeg fik min medicin, for han ville ikke se mig mere, og jeg sagde til ham at jeg kun kom så han kunne se hvor godt jeg havde fået det, og at jeg var meget glad for at min egen læge skulle behandle mig frem over! Så her sidder jeg så i dag snart 14 år efter og føler mig for første gang velbehandlet, mine muskler er langsomt vendt tilbage, mit hår osv. er også blevet meget bedre … tror aldrig det bliver 100 % men er nok på de 90 % nu og er rigtig godt tilfreds og når man har været så tæt på kanten af livet tror jeg at man værdsætter det mere, når man føler man får det tilbage.Jeg ville ønske jeg kunne få årene tilbage, så jeg kunne have været noget mere for mine børn og familie, det har kostet rigtig meget på det personlige plan (for hvem vil høre og forstå) jeg ved at man ikke skal bebrejde sig selv, for man søgte hjælpen, men fik den ikke, men stadig bedre at få den sent end aldrig.

 

Mange Knus herfra til jer derude og giv aldrig op! 

Hilsen Y

Print Friendly, PDF & Email
Scroll Up
Oversæt / Translate »