Hvad er et randomiseret klinisk forsøg


Hvad er et randomiseret klinisk forsøg

Et randomiseret klinisk forsøg er en undersøgelse af effekten af en behandling. Forsøget er kendetegnet ved, at patienter fordeles tilfældigt til enten at modtage en eksperimentel behandling eller en kontrolbehandling.

Idéen i et randomiseret forsøg er, at behandlingen er den eneste væsentlige forskel mellem de to grupper patienter. Det har vist sig, at man bedst sikrer, at de to grupper patienter er sammenlignelige ved, at man trækker lod om, hvilken behandling hver patient skal have (random betyder tilfældig på engelsk). Forsøget kaldes derfor på dansk også et lodtrækningsforsøg.

Lodtrækningen sikrer altså, at de to grupper patienter er sammenlignelige. Hvis fordelingen af patienter i de to grupper ikke er tilfældig, risikerer man, at der i den ene gruppe kommer flere patienter med udsigt til et godt forløb, og i den anden gruppe flere patienter med udsigt til et dårligere forløb. Resultatet af undersøgelsen vil så ikke afspejle effekten af en behandling, men det at patienterne fra starten af var usammenlignelige.

Umiddelbart kunne man tro, at så længe patienter har den samme diagnose, så kan dette ikke være det store problem, men det er ikke tilfældet. Selv patienter, der lider af den samme sygdom, har ofte meget forskellige forløb. For eksempel vil forløbet for nogle patienter med en blodprop i hjertet være mildt uden symptomer eller med kun let ubehag i brystet, mens andre patienter har et svært forløb med stærke smerter og åndenød.

Den praktiske gennemførelse af lodtrækningen har vist sig meget væsentlig. En lodtrækning, som består i at slå plat og krone kan give fejl, fordi den frister til at gentage lodtrækningen, hvis forskeren eller patienten af en eller anden grund havde ønsket at trække den modsatte gruppe. En fordeling af patienter baseret på fødselsdag eller indlæggelsesdato er også uheldig, for eksempel fordi særligt syge patienter kunne fravælge at deltage, hvis de står til at få den eksperimentelle behandling (eller de kunne fravælge kontrolbehandlingen, fordi de tror, at den eksperimentelle er bedre).

Den tilfredsstillende måde at randomisere på er ved såkaldt ’central randomisering’. Her kontakter forskeren et uafhængigt kontor, som har ansvaret for lodtrækningen, og oplyser patientens data. Først derefter inkluderes patienten i forsøget, og lodtrækningen foretages i reglen med hjælp af en computer.
De fleste systematiske oversigter bygger på randomiserede forsøg. Oversigter over ikke-randomiserede studier er behæftet med betydelig usikkerhed og vil ofte overvurdere effekterne.

Andre aspekter ved randomiserede forsøg har også betydning for deres pålidelighed. For eksempel vil vurderinger af effekter af behandlinger være mere pålidelige, hvis hverken læger eller patienter ved, hvilken behandling den enkelte patient har fået (såkaldte blindede forsøg). Tilsvarende vil resultater fra forsøg, hvor der er mange patienter, som forlader forsøget i utide, være upålidelige, blandt andet fordi nogle patienter afstår fra at fortsætte i forsøget netop på grund af manglende effekt eller bivirkninger.

En mere udførlig beskrivelse af kvalitetsvurderingen af randomiserede forsøg kan man finde i Cochrane-håndbogen (‘Cochrane Handbook for Systematic Reviews of Interventions’).