Vores knogler og nye opdagelser – vores hormoner

 

Osteoblasterne – vores knogleopbyggende celler, udskiller et helsebringende hormon kaldet osteocalcin. Nyere forskning har opdaget at knoglehormonet gemmer på hidtil ukendte positive effekter. Hormonet melder sig for alvor ind i kroppens hormonsystem og indgår således i reguleringen af både insulin, kønshormoner, kolesterol, immunforsvar og vægt. Mængden af osteocalcin er afgørende for dit helbred.

 

Osteocalcin, et hormon fra knoglerne gemmer måske på helbredets livsnøgle

Så er der igen påvist helt nye sammenhænge mellem kroppens hormoner og de sygdomme vi definerer som folkesygdomme. Osteocalcin der ligesom andre hormoner indgår i et kompleks samspil med hormoner fra bl.a. nervesystemet, fedtvævet, biskjoldbruskkirtlerne og stofskiftet. Osteocalcin har sammen med andre proteiner, hormoner og cytokiner en afgørende betydning for de folkesygdomme, vi oplever i dagens Danmark.

 

Hårdtarbejdende knogler udskiller også hormoner

Selv om man skulle tro, at knoglerne allerede havde nok at gøre med at administrere den kæmpemæssige opgave, det er at levere millioner af blodceller, der er ansvarlige for bl.a. vores immunforsvar, har knoglerne vist sig også at have endokrine funktioner.

Det endokrine (eller indresekretoriske) system er et system af kirtler der ved brug af hormoner sender beskeder til andre organer. Hormonerne cirkulerer i kroppens blodbaner og styrer andre organer.

Vigtige endokrine kirtler:

• Bugspytkirtlen  – producerer insulin og glukagon
• Hypofysen  – producerer bl.a. antidiuretisk hormon (ADH), oxytocin og follikelstimulerende hormon (FSH)
• Binyrer – producerer kortison, aldosteron og adrenalin
• Skjoldbruskkirtlen – producerer thyroxin, trijodthyronin og calcitonin
• Gonad kønsorganer
• Brissel også kaldet Thymus –  udvikling af T lymfocytter eller T celler

Disse endokrine (hormonelle) funktioner i kroppen udspringer fra selve skelettets knogleopbyggende celler kaldet osteoblasterne. Osteoblasterne har sammen med osteoklasterne til opgave at opbygge nyt knoglevæv, samt at nedbryde gammelt knoglevæv. På denne måde remoduleres vores knogler hele tiden så knoglerne altid fremstår så stærkt og bæredygtigt som muligt. Selv om man har kendt til osteoblasternes knogleopbyggende protein osteocalcin gennem mange år, har osteocalcinet gennem de sidste år vist sig at have gemt på nogle spændende hemmeligheder.

Nyere forskning viser nemlig, at osteoblasternes udskillelse af osteocalcin har vidtrækkende konsekvenser for vores krop. Det har vist sig, at hormonet på afgørende vis indgår i reguleringen af vores blodsukker, fedtforbrænding og hormonproduktion, ja faktisk har hormonet også barnløshed på samvittigheden.
Osteoblasterne reagerer på mange knogleaktive substanser herunder signaler fra f.eks. biskjoldbruskkirtelhormonet PTH, vores cytokiner som f.eks. interleukin-1 (IL-1) samt vores stresshormon kortisol (binyrebarkhormon). Men også kønshormoner, væksthormoner samt vores stofskifte kan påvirke osteoblasternes udskillelse af osteocalcin.

 

Osteocalcin, et værn imod overvægt

Osteocalcin frigøres delvist til blodbanen og inkorporeres delvist hormonet i vores knoglematrix. Forhøjede værdier ses fx. ved primær og sekundær hyperparathyroidisme, (forhøjet biskjoldbruskkirtelaktivitet) og thyreotoksikose (forhøjet stofskifte) hypothyreose (lavt stofskifte), Pagets sygdom (øget knogledannelse) og evt. ved osteoporose.

Der er nogen døgnvariation i koncentrationen af osteocalcin med laveste værdier over middag og højeste værdier ud på natten/tidlige morgentimer. Undersøgelser viser, at osteocalcin koncentrationen følger binyrernes døgnrytme således er osteocalcinkoncentrationen lavest, når binyrebarkhormonet kortisol er højest, mens koncentrationen af osteocalcin er højest, når cortisolet er lavets i de tidlige morgentimer. Denne sammenhæng mellem kortisol og osteocalcin understreger, at stresshormonet altså undertrykker osteocalcin, hvilket kan vise sig at få stor betydning for de mennesker, der lider af en forhøjet stresstilstand i kroppen.

 

Osteocalcinet hæmmer leptinkoncentrationen

Insulinresistens, hyperinsulinæmi (forhøjet insulin), type 2 diabetes, overvægt, polycystisk ovarie syndrom, infektioner og inflammationer etc. er alle mulige følgevirkninger af et kronisk højt leptinniveau. Leptin blev opdaget allerede i 1994 af Jeffrey M. Friedman og hans kollegaer på Rockefeller University. Leptin dannes i vores fedtceller, og mængden af leptin er direkte relateret til kroppens totale fedtmængde – jo mere fedt, jo mere leptin.

Blodets koncentration af leptin giver hjernens appetitregulerende center i hypothalamus information om kroppens energiregnskab og energireserver. Leptin koncentrationen bliver hermed regulerende for vores appetit og stofskifte.

Det er denne forstyrrelse der bl.a. resulterer i en umættelig appetit. Kongstanken er endvidere den, at når hjernen ikke længere er følsom overfor leptin, vil hjernen tro at kroppen mangler mad. Dette får hjernen til at gennemføre en overlevelsesstrategi, hvor den nedregulerer stofskiftet, væksthormonet og kønshormonerne, hvorved kroppens energiforbrug reduceres.

Det er i dag etableret viden, at leptin kan påvirke knoglestofskiftet (knogle nedbrydning og opbygning) ved diffusion gennem hjernens blodbanebarriere, hvor leptinet binder sig til receptorer i hjernen og stimulerer det sympatiske nervesystem i reguleringen af knoglestofskiftet. Faktisk har forskerne fundet, at knoglestofskiftet er direkte under hjernens indflydelse, idet man har fundet tilstedeværelsen af nervefibre i vores knogler. I dag har man således fundet flere forskellige neurotransmittere i vores knoglevæv heriblandt adrenalin, nordadrenalin, serotonin, calcitonin, vasoaktive intestinal peptide og neuropeptid Y.

Det, at leptin kan regulere knoglemassen, blev kendt i år 2000. I dag ved man således, at leptin stimulerer væksten af den kompakte del af vores knogler, mens leptinet på samme tid virker modsat – dvs. simulerer nedbrydningen af vores knoglevæv. Leptin resistens er en uønsket ond cirkel, som i den grad kan have alvorlige konsekvenser for udviklingen af snart alle slags folkesygdomme.

 

Osteocalcin fra knoglerne øger sædkvalitet og testosteron produktionen

Den sidste nye forskning, som dog indtil nu kun er gennemført på mus, viser, at osteocalcin også øger produktionen af testosteron. Der er gennemført forsøg, der viser et øget niveau af testosteron hos hanmus, der blev injiceret med osteocalcin. Modsat er det dokumenteret at reduktion af osteocalcin også fører til et fald i testosteronproduktionen samt fører til en nedgang i sædkvaliteten – det endda så meget at osteocalcin svage han mus kun kunne levere kuld, der var halv så store som normale han mus. Denne undersøgelse forklarer måske også det forhold, at ufrugtbare mænd har uforklarlige lave niveauer af testosteron.

Så mens kvindernes barnløshed handler om leptinresistens og polycystisk ovariesyndrom, viser det sig nu, at mændenes sædkvalitet plages af svage knogler. Ved nærmere eftertanke er naturen både genial og nådesløs. I en generation af mænd, som ikke længere bruger kroppen halvt så meget som tidligere generationer, sætter naturen altså sin helt egen dagsorden. På forunderlig vis udvælger naturen de stærkeste mænd – dvs. psykisk afbalancerede og ustressede mænd som gennem fysisk udfoldelse og aktivitet udviser en evne til overlevelse, en evne, der pga. motionens stimulerende effekt på knoglerne, belønnes med osteocalcin, testosteron og prima sædkvalitet. Modsat kniber det for de mænd, der pga. manglende motion, stress og leptin resistens må nøjes med langt mindre osteocalcin koncentrationer. Endnu engang afspejler kroppen altså på fornem vis, hvorledes krop, psyke og livskvalitet kan være uadskillelige.

 

Skjoldbruskkirtlen gemmer på helbredelsen og indeholder nøglen til osteocalcinet

Skjoldbruskkirtlen er en af kroppens største hormonkirtler, og dens primære funktion er at danne og frigive stofskiftehormonerne thyroxin (T4) og Trijodthyronin (T3). Kirtlen producerer også et tredje hormon calcitonin, der indgår i reguleringen af kalciumstofskiftet. Jeg vil dog ikke komme dybere ind på calcitonin i denne artikel, idet jeg i stedet vil fokusere energien på T4, T3 samt på reverseT3, som syntetiseres ud fra T4.

Den overordnede kontrol af skjoldbruskkirtlens hormoner udgøres af hypofysens thyreoidea stimulerende hormon TSH samt af hypothalamuskirtlens overordnede thyreoidea frigivende hormon TRH. Disse overordnede reguleringer af stofskiftet sker ved en negativ feedback således, at hvis niveauet af T4 bliver for højt, vil dette hæmme TRH udskillelsen i hypothalamuskirtlen, hvilket igen fører til et fald i hypofysens udskillelse af TSH. Resultatet bliver således en reduktion både i skjoldbruskkirtlens syntese samt frigivelse af T4 og T3.

T4 og T3 er ansvarlig for reguleringen af stofskiftet i hver eneste af kroppens celler. Hormonerne er nødvendige for optimal vækst, udvikling og bevarelse af alle kroppens væv. Hormonerne er også nødvendige for normale funktioner i nervesystem, muskler, og skelet. Stofskiftehormonerne regulerer kropstemperatur, hjerterytme, kropsvægt, kolesterol og meget mere.

 

Skjoldbruskkirtlen, udskiller vores stofskiftehormoner thyroxin (T4) og Trijodthyronin (T3). Undersøgelser viser nu, at T3, der er det mest potente af disse hormoner, virker stimulerende på knoglernes frigivelse af osteocalcin. Balance i skjoldbruskkirtlen bliver derfor et mål for de mennesker, der ønsker at få fat i osteocalcinets nøglefunktioner.

Rigtig mange mennesker oplever ubalancer i deres stofskifte. Nogle lider af forhøjet stofskifte, mens andre lider af lavt stofskifte. Faktisk findes der en lang række forskellige stofskifte lidelser heriblandt den autoimmune sygdom Hashimotos thyroiditis, Graves sygdom (Basedows sygdom). Symptomerne på stofskifteforstyrrelser kan være invaliderende og rammer store dele af befolkningen.

Hos almindelige sunde og raske mennesker udskiller skjoldbruskkirtlen ca. omkring 90 -100 mcg T4 dagligt. Forholdet mellem T4 og T3 ligger på en ratio 20:1. Dette betyder, at der findes meget mere T4 end T3 i kroppens væv.

Det har vist sig, at T3 er tre til fire gange mere potent i sin virkning på vævene end T4, og at T4 tjener som depotlager for det mere aktive T3, som netop syntetiseres ud fra T4.

 

Men hvad er reverse T3

Reverse T3 blokerer thyreodeahormonreceptorerne og kan derfor ikke stimulere stofskiftet i vores celler. Tværtimod har kroppen netop udviklet reverse T3 for at optage pladsen på thyreodeahormonreceptorerne for at blokere for det aktive T3. På denne måde fratages T3 sin virkning på cellerne. Dette trick handler om at kunne spare på energireserverne som et led i en overlevelsesstrategi, hvor kroppen mangler føde eller skal bruge energien til vigtigere formål. Og hvad tror du så det er for et hormon, der bestemmer om T4 skal konverteres til reverse T3 eller rigtig T3? – det er selvfølgelig vores stresshormon kortisol.
På denne måde får stress altså binyrerne til at udskille overskydende mængder af kortisol. Kortisol hæmmer omdannelsen af T4 til T3, og befordrer i stedet en omdannelse af T4 til reverse T3.

Som en konsekvens heraf sker der en udbredt nedlukning i T3’s aktivering af T3-receptorerne i hele kroppen. Denne proces kaldes Reverse T3 dominans og resulterer i symptomer på lavt stofskifte til trods for, at blodets indhold af både T4 og T3 ligger inden for normalen. Resultatet er nedsat kropstemperatur, hvilket forringer effekten og virkningen af mange enzymer. Dette kan føre til et klinisk syndrom kaldet, multiple enzyme dysfunktion, en tilstand, der dybest set bærer ansvaret for de symptomer, der ses ved lavt stofskifte. Her tænker jeg bl.a. på træthed, hovedpine, migræne, PMS, irritabilitet, væskeophobning, angst, panik m.m.

Men, det værste ved blokeringen af T3-receptoren er dog tabet af osteocalcin. Nyere undersøgelser viser nemlig, at T3 er kroppens fortrukne hormon, når det gælder stimuleringen af vores osteoblaster og dermed syntesen af denne artikels vidunderlige hovedhormon – osteocalcin.

Uanset vi taler om osteoblaster, osteocalcin, adiponectin, leptin, neuro peptid Y eller stofskiftets massive indflydelse på krop og psyke, er der altid en skygge der følger os. Hele tiden spiller denne skyggeside en afgørende rolle for kroppens manglende balance. Helbredets værste fjende skyldes kortisol, et skyggehormon fra binyrerne, der stimuleres af skyggesiderne i vores eget liv.

Kilde:
http://www.sciencedirect.com/
Frit oversat af Anett Kromann
Udgivet 15.10.2014
Opdateret 11.03.2019