Foreningen til møde i Sundheds- og Ældreministeriet

8.02.2018 var Foreningen StofskifteSupport indkaldt til møde i Sundheds- og Ældreministeriet

Mødet hed  “Eftersyn af tilbud til patienter med lavt stofskifte”

Vi inviterede Læge Katrine Flindt samt politiker Karsten Skawbo Jensen med til mødet – en kæmpestor tak til jer begge for deltagelse.

Foreningen fremlagde bl.a. at der er store problemer på området for medicinering- og blodprøvetagning, -monitorering og diagnosticering af Hypothyreose- og Hyperthyreosepatienter (lavt og højt stofskifte).

Vi kan fortælle at det var et rigtigt godt og positivt møde, lyttende og venlige læger fra henholdsvis Lægemiddelstyrelsen – Styrelsen For Patientsikkerhed og flere personer fra Sundhedsstyrelsen. Vi har de største forhåbninger for fremtiden.

Foreningen har efterfølgende modtaget en mail fra Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, et lille udpluk derfra:

Der er iværksat et eftersyn af tilbuddene til patienter med lavt stofskifte. Her vil der ikke alene være fokus på den lægemiddelfaglige behandling af lavt stofskifte, men også andre aspekter af behandlingsforløbet og af øvrige væsentlige forhold som patienternes trivsel og livskvalitet. Det betyder, at de problemstillinger omkring blandt andet blodprøvetagning og diagnosticering, som  nævnes, også kan indgå. Det glæder mig, at StofskifteSupport har tilkendegivet, at foreningen vil deltage aktivt i eftersynet.

På baggrund af den viden og erfaring, der opsamles, forventer ministeriet i første halvår af 2018 at udarbejde en samlet vurdering af, om og hvor der måtte være behov for en styrket indsats.

Vi holder jer opdateret!

 

Print Friendly, PDF & Email

stofskiftesupport.dk

Du er ikke alene

Oversæt / Translate »